Techtopiadk

Techtopia 98: Hvad vil robotter med os?

9.152 visninger
1. april 2019 episode, podcast, techtopia
Chuck køber en silicone sexdukke ved navn Harmony med indbygget AI-hjerne og tager den med på tur i sit mobile home. Du kan møde ham i den tyske dokumentarfilm "Hi, AI", der belyser forholdet mellem mennesker og robotter.

Filmen havde premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Vi møder også robotten Pepper, som flytter ind hos en japansk familie, hvor den skal holde bedstemor med selskab, så hun ikke bliver dement. Bedstemor giver Pepper en ren skjorte på hver dag, men hendes samtaler med Pepper bliver måske lidt anderledes end ventet.

Chuck får også mere hygge end sex med Harmony, og han ender med at afsløre sine traumer overfor robotten en aften ved lejrbålet.

Techtopia laver paneldebat med instruktøren. En snak om hvordan robotter bliver et spejl, som vi mennesker overfører vores hensigter og ønsker på. Og til det formål behøve robotten måske ikke være så klog. Bare en chatbot i en plastikdukke kan være nok.

Vi skal også møde den kunstige intelligens Dasein, som huserede i Kunsthal Charlottenborg under filmfestivalen i augmented reality kunstværket Glitch. Johan Bjørn Leth er instruktør på GLITCH (har skrevet historien) og Karoline Engelund har lavet 3D animationerne.

Medvirkende:
Isa Willinger, instruktør, "Hi, Ai".
Søren Tranberg, robotforsker, Aalborg Universitet og Alexandra Instituttet
Thomas Bolander, lektor og forsker i AI, DTU Compute
Lucas Nygaard, medstifter, Hololink

Link:
"Hi, AI" https://www.hiai-film.de/
Hololink https://www.hololink.io/