Techtopiadk

Techtopia 118: Dansk CRISPR-start-up laver penicillins afløser

8.973 visninger
12. august 2019 episode, podcast, techtopia
Hvert år dør ca. 100 danskere som følge af bakterier, der er resistente overfor antibiotika. Det problem vil den danske start-up SniprBiome løse ved hjælp af genredigeringsteknologien CRISPR.

CRISPR er groft sagt en genetisk saks, som kan klippe i bakterier og ændre deres DNA, så de helt naturligt kan slå multiresistente bakterier ned uden brug af antibiotika. Man klipper altså ikke i patientens gener, men manipulerer udelukkende med de bakterier, som findes i mavesækken i forvejen.

På europæisk plan dør ca. 33.000 patienter årligt som følge af multiresistens. Derfor har en række investeringsfonde postet 320 millioner kroner i SniprBiome, hvilket er den største investering af den type i Danmark nogensinde.

Stifter og direktør Christian Grøndahl besøgte Techtopia på Respondfestivalen hos IDA, hvor han fortalte om virksomheden, teknologien samt om perspektiver og visioner. Kort og godt et lynkursus i CRISPR, der af mange vurderes som værende en af de allermest væsentlige teknologier lige nu.

CRISPR (Clustered Regularly Interspaced Short Palindromic Repeats) er en proces, som mikroorganismer bruger som forsvar fx. mod angreb af virus. Mekanismen ødelægger det fremmede genom i det angribende virus.

CRISPR er blevet omtalt som “den genetiske schweizerkniv” fordi det er et generelt værktøj til modificering af gener i alle tænkelige organismer, lige fra bakterier til dyr og mennesker. Man kan slå gener i stykker, udbedre fejl, lave ændringer, eller manipulere generne.

Medvirkende:
Christian Grøndahl, stifter og direktør, SniprBiome

Link:
SniprBiome:https://www.sniprbiome.com/


Ps. I nogle passager skratter lyden lidt, fordi optagelsen foregik på konferencens mikrofonanlæg.