Techtopiadk

Techtopia 82: Europæisk techbranche klarer sig godt, men det er de hvide mænds verden

8.785 visninger
10. december 2018 episode, podcast, techtopia
Igen i år slog den europæiske tech-branche en ny rekord, når det handler om at tiltrække investeringer og lave gode børsintroduktioner, men branchen har ondt i ligestillingen

Det kan man læse i den dugfriske, årlige udgave af rapporten The State of European Tech, som den britiske investeringsfond Atomico udgiver i samarbejde med den finske festival for tech-start-ups Slush, der finder sted hvert år i starten af december i Helsinki.

Den europæiske techbranche voksede fem gange hurtigere end resten af den europæiske økonomi i 2018. Og antallet af ansatte i branchen voksede med fire procent i 2018, mens den generelle jobvækst i Europa er på 1,1 procent. Rapporten dokumenterer også, at techbranchen vokser udenfor de europæiske hovedstæder, og at det ikke kun er lokomotiver som London, Berlin og Paris, der trækker læsset.

De fine økonomiske resultater har en skyggeside, som rapporten fremhæver for første gang. Den europæiske tech-branche er stor, i fortsat vækst og meget kreativ, men den består næsten udelukkende af hvide mænd, som også tiltrækker hele 93 procent af den risikovillige kapital. 46 procent af kvinderne i branchen har følt sig diskrimineret på trods af, at 75 procent af besvarelserne på undersøgelsen betragter deres virksomhed som inklusiv for forskellige køn og racer.

Rapporten er baseret på analyse af data hentet hos en række samarbejdspartnere, som LinkedIn, London Stock Exchange, Stack Overflow, the European Investment Fund med flere.

Medvirkende:
Tom Wehmeier, Partner og Head of Research, Atomico

Links:
Rapporten "The State of European Tech"
Rapporten "Diversity and Inclusion in Tech"