Nyuddannet
Identificer, prioriter og målret dine kompetencer
54 visninger
View transcript
I den her video, der kommer vi ind på, hvordan du identificerer, prioriterer og målretter dine kompetencer. Det kan være rigtig svært at finde frem til sine egne kompetencer, og mange, særligt nyuddannede, kan være usikre på, hvad de egentlig kan. Det kan medføre, at de bliver bange for, at de ikke er dygtige nok til at varetage et job. Det kan man også kalde for imposter-syndromer. Når du arbejder med kompetenceafklaring, er det netop formålet at få alle dine kompetencer frem i lyset, så du præcis ved, hvad du har at tilbyde. At identificere dine kompetencer, det er en research- og inspirationsproces, og den kan gribes an på mange måder. Du kan f.eks. finde kompetenceprofilen, der hører til din uddannelse. I den beskriver universiteterne, hvilke kompetencer man opnår, når man har taget sin uddannelse. Et andet rigtig godt værktøj, der kan give dig noget inspiration, det er LinkedIn, hvor du kan søge inspiration fra folk med en profil, der minder om din. Hvad skriver de? Hvordan formidler de deres kompetencer? Er der noget, de lægger særligt vægt på? Du kan også bare søge på personer, der arbejder inden for et bestemt område, eller har valgt en retning, som du synes er hamrende spændende. Et tredje og meget effektivt metode til at blive inspireret og undersøge på, det er ved at tale med folk. Spørg ind til, hvilke kompetencer de anvender i deres job, hvad de ser som værende vigtigt, og hvad du med fordel kan lægge vægt på i din jobsøgning. En rigtig god øvelse, når du skal identificere. Det er den, vi kalder succeshistorien. Her fortæller du en virkelig historie om noget, du har gjort godt. En opgave, du har løst, som du er stolt af. Det kan være et projekt fra studiet. Det kan være en opgave som frivillig. Eller dengang, du har arrangeret en fest fra kollegiet. Aftale med to-tre personer, at de skal lytte til din historie. Og mens du fortæller, så be dem skrive alle de kompetencer ned, som de hører. Dine lytter kan eventuelt samtidig stille opfølgende spørgsmål, så du på den måde kan blive mere konkret og blive udfordret lidt. Når du er færdig med at fortælle din historie, så har du en lang liste, som andre har identificeret for dig. Du kan også lave din egen kompetenceprofil. Kig på de kurser, studiejobs, projekter, hobbyer og interesser, som du har haft. Tag dem frem en for en og skriv så ned, hvilke kompetencer du brugte og hvilke resultater du var med til at skabe. Så har du snart en grundig liste med tilhørende eksempler, som du kan bruge i din jobsøgning. Når du har identificeret dine kompetencer, så er det tid til at prioritere dem. Det er nemlig ikke dem alle sammen, du kommer til at bruge i et job. Så du kan lige så godt udvælge dem, du allerhelst vil bruge eller som du er allerbedst til. Derefter kan du rangere dem efter, hvilke jeg er bedst til, hvad jeg kan bedst lide at lave. Og hvad har jeg måske ikke så meget lyst til at bruge i mit kommende job. Målretningen af dine kompetencer, de handler om virksomhedens behov. Når du kender dem og ved, hvilke du ønsker at lægge vægt på, så skal du selvfølgelig også sikre dig, at dem du tilbyder er nogen, som virksomhederne har brug for. Det gør du ved at analysere jobopslagene på de jobs, du søger. Hvad leder de efter? Hvilke krav stiller de? Og hvilke opgaver skal de have løst? Det er helt væsentligt, at du præsenterer præcis dem, der matcher virksomhedens behov i dit ansøgningsmateriel. Ikke alle mulige andre. Det er sådan, du målretter dine kompetencer til virksomhederne og til de jobs, du søger.